Iltsvind

Iltsvind er et fald i koncentrationen af opløst ilt i vandmiljøet til et så lavt niveau, at dyr og planter kan tage skade.

I søer er iltforholdene gode for fisk og smådyr, når der er opløst 8-10 mg ilt pr. liter vand. Når koncentrationen er under 4 mg ilt pr. liter, har mange arter af fisk og smådyr vanskeligt ved at få en tilstrækkelig forsyning med ilt. Fisk reagerer på svindende iltindhold ved at søge til steder med mere ilt. Deres flugtaktivitet er en af grundene til, at fx bundgarnsfiskere kan få særlig store fangster af ål umiddelbart før iltsvind. Iltsvindet er størst i og lige over bunden. Bunddyr som fx krebs reagerer ved at kravle ud fra hulerne for at søge bedre iltforhold på den frie bund. Andre bunddyr kravler op på forhøjninger for at undgå de iltfattigste vandlag.

I Danmark karakteriserer man det som iltsvind, når et område har under 4 mg ilt pr. liter vand, mens kraftigt iltsvind er et iltindhold under 2 mg pr. liter. De fleste dybe danske søer har ikke ilt i bundvandet hele sommeren igennem. Fx er bunden af Esrom Sø uden ilt i mere end tre måneder hver sommer (mod ca. én måned omkring 1930).

Iltsvinds opståen

Iltsvind opstår, når tilførslen af ilt ikke kan følge med forbruget.

Den ilt, der er opløst i vandet, kommer fra algers og vandplanternes fotosyntese og fra den luft, som blæst og bølger pisker ind fra atmosfæren. Det er det øverste vandlag, der på den måde forsynes med ilt. De nedre vandlag får kun ilt, når hård vind bringer vand fra overfladen til dybderne. Ilten ved bunden bliver forbrugt af bunddyr og de bakterier, der nedbryder det organiske stof, fx døde alger og døde vandplanter. Hvis der i perioder ikke kommer vand med en ny forsyning af ilt herned, svinder iltindholdet i bundvandet.

Iltsvind i dybe søer opstår som regel i sensommeren, da bundvandet ikke skiftes ud i lang tid. I lavvandede søer opstår iltsvind som oftest om vinteren efter længere tids konstant isdække. 

Konsekvenser for fisk

Fisk har i modsætning til vi mennesker kun ét hjertekammer, hvorfra blodet pumpes ud i gællerne. Fra gællerne løber blodet dels til hjernen, dels ned gennem kropspulsåren langs kroppen til forsyning af muskler og andre organer med blod. Når det er gjort, løber det nu iltfattige blod tilbage til hjertet, for atter derfra via gællerne at blive sat i nyt kredsløb. For at binde mest mulig af vandets ilt til blodbanen, så findes der også proteinet hæmoglobin i fiskenes røde blodlegemer.

Blodets indhold af røde blodlegemer varierer imidlertid meget fra fiskeart til fiskeart.Karpefisk er genetisk disponeret for et langt højere indhold af røde blodlegemer end eksempelvis Ørreder. Dette skyldes at Karpefisk igennem millioner af år har været tvunget til, at indstillet sig på en tilværelse, hvor der periodisk kunne indtræffe iltknappe forhold. Ørreden har derimod levet en tilværelse i strømvand, hvor der altid har været rigelig tilgang af ilt.   

Hos fisk er det mængden af ilt i vandet, der bestemmer, hvor hurtigt fisken vil bruge gællerne. Hvis mængden af ilt i vandet er formindsket betydeligt, er det nødvendigt at presse mere vand igennem, for at trække samme mængde ilt ud af vandet.  Dette kræver imidlertid mere energi, og da fisk i forvejen kan bruge op til 30 % af deres energiforbrug til at presse vand forbi gællerne. Stiger denne procentdel betydeligt, har fisken til sidst ikke mere energi til at foretage sig andet end at presse vand forbi gællerne. Forholdet kan ligne den af bronchitis svært angrebne person, der i praksis er lænket til stolen, da hans lunger ikke orker at skaffe ilt til kroppen.