Opløseligheden af ilt i vand afhænger af temperaturen på den måde, at opløseligheden er størst ved lav temperatur. Ved 0oC indeholder en liter stillestående vand cirka 9 mg ilt, mens tilsvarende indhold ved 20oC er 6 mg pr. liter. Vandet kan dog i visse tilfælde indeholde mere ilt (Overmætning). Vandet får sit indhold af til dels fra luften, dels fra vandplanternes fotosyntese.
I rindende vand vil strømhvirvler og styrt bringe vandet i god kontakt med luften, men i mere stillestående eller langsomt flydende vand får planterne den afgørende betydning for iltningen. Da planternes fotosyntese og dermed iltproduktionen standser i døgnets mørke timer, mens det biologiske iltforbrug forsætter falder vandets iltindhold ofte om natten og stiger om dagen.
Fiskens gæller består af tyndhudede blodrige gælleblade, der sidder på stive gællebuer. Åndings vandet sluges gennem munden. Derefter lukkes munden, og gællelåget presses indefter, samtidig med at mundhulens gulv løftes. På den måde pumpes vandet forbi gællebladene og ud under gællelåget, hvis bageste bløde del fungere som ventil. Undervejs optager blodet en del af den il, der er opløst i vandet.
I køligt hurtigt rindende vand er iltindholdet ofte højt og ligger på 7-12 mg pr liter vand. Under sådanne forhold finder man laks, ørred, smerling, elriste og ferskandsulk. Fisk, der biologisk har tilpasset sig dette milieu, tåler ikke væsentlig lavere iltindhold.
I vegetations rige, stillestående og lavvandede søer, opstår der ofte periodevis iltmangel. Her trives kun de allermest hårdføre fisk, der for et tykke tid tåler iltindhold i vandet helt ned på ½ mg ilt pr l. Her finder man Karpe, Karuds, suder og ål.
Fiskens iltbehov er især afhængigt af temperaturen, men også af ernæringstilstand og alder. Velnærede fisk har eksempelvis større iltbehov end magre - og yngre har større behov end ældre.
